Nordjysk iværksætter bag landsdækkende modelkonkurrence
Den tidligere fotomodel Martin Sejr har startet modelbureauet Berg Models og søger i landsdækkende konkurrence nye talenter til sin stald. Martin fortæller her om sine skønhedsidealer og det ansvar, der følger med at have med unge modeller at gøre
Martin Sejr er 33 år og født og opvokset i Aalborg. Han har taget rejsen fra underviser i Jægerkorpset over en længere modelkarriere til at starte en succesfuld økologisk café op på Frederiksberg, som han solgte forrige år med god fortjeneste. Hans seneste projekt startede sidste sommer, da Martin besluttede sig for at ville have sit eget modelbureau. Det blev til starten på Berg Models, der på kun ét år er blevet Danmarks femte største modelbureau og som netop har iværksat en landsdækkende modelkonkurrence, der løber af stablen i København torsdag d. 11. juni i Femilet butikken på Vesterbrogade.
Top fem får chancen
”Vi har en fotograf på stedet og sætter et lærred op i butikken, og så tager fotografen 3-5 fotos. Pigerne skal udfylde et skema med personlige oplysninger. Så finder vi top 10 blandt de fremmødte og siden en top fem. De piger som lander i top fem, vil jeg så tilbyde en plads i mit modelbureau”, forklarer Martin Sejr. Han fortsætter: ” Konkurrencen holder vi primært for at få flere dygtige kvindelige modeller i bureauet, og for at spotte de unge talenter tidligt. Det er ikke unormalt at kvindelige modeller starter karrieren som 14-årige, og vi håber på at få mange henvendelser fra piger som kunne tænke sig en modelkarriere eller bare har lyst til at tjene nogle gode lommepenge ved siden af skolen eller studierne.”
Sit ansvar bevidst
”Det er klart, at når man har med piger fra 14-års alderen at gøre, så er jeg meget opmærksom på, at de ved, hvad de går ind til, og hvad jobbet består af. Jeg insisterer derfor på at møde deres forældre og tale det hele igennem med både pigen og forældrene. Og så er jeg meget fokuseret på, at modellerne ikke bliver for tynde. Jeg tolererer ikke, at pigerne bliver så magre, at man kan tælle ribbenene på dem. Så bliver de tilbudt rådgivning i sund ernæring samt en træningsplan, der passer til at de holder sig trimmet, men ikke bliver til magre spøgelser. Hvis de ikke holder planen, så ryger de ud.”
Søger det naturlige look
”Skønhed er en relativ størrelse, og jeg kan derfor ikke give en entydig beskrivelse af, hvordan en smuk og dygtig model tager sig ud. Men jeg råder ansøgerne til at øve sig i at posere foran spejlet, så de lærer sig selv og deres forskellige udtryk at kende. Det kan i første omgang virke lidt åndssvagt når man står der, men det virker. Dernæst er jeg på udkig efter det naturlige look – uden styling og et tykt lag sminke. De skal se godt ud, fordi de har det godt med sig selv og deres krop. De skal kunne lide at være på og stå foran kameraet. Og sidst, men ikke mindst skal de være venlige overfor kunderne. De skal være socialt velfungerende og naturligt venlige overfor folk, ellers kan jeg jo ikke sende dem ud på opgaver.”
Mille prøver lykken hos Berg Models
Mille Bang Jensen - den blonde nordjyske skønhed, som nogle nok kender fra TV-programmerne Zulu Djævleræs, Wipeout på Kanal 5 og fra magasinet M!’s forside, hvor hun poserede sammen med sin lige så skønne tvillingesøster - stiller op til Berg Models’ konkurrence i København. Hun er 20 år og læser på pædagogseminariet i Ålborg.
”Lige siden jeg var ti, har jeg haft lyst til at blive model. Jeg har aldrig tidligere prøvet at forfølge det, men flere har over årene spurgt mig om det ikke var noget for mig. Så jeg aftalte med en veninde, at nu skulle det være! Min ambition er at blive blandt top 5 i konkurrencen.” fortæller Mille Bang Jensen.
Drømmer om en international modelkarriere med og uden tøj
”Jeg har mod på det hele, men drømmer mest om at arbejde med sport, swimwear og fashion. Jeg har heller ikke noget problem med at smide tøjet, så længe det er i en kunstnerisk sammenhæng i samarbejde med en dygtig fotograf. Og så vil jeg gerne have et arbejde hvor jeg kommer ud og se verden. Det kunne være rigtig fedt!”, slutter Mille Bang Jensen.
Om modelkonkurrencen
Navn: Face of the year 2009 - bliv Danmarks smukkeste model! Bergmodels afholder i samarbejde med Femilet og Gosh Cosmetics åben casting torsdag d.11. juni mellem kl.15.00-19.00 på Vesterbrogade 37, Frederiksberg i Femilet´s nye butik.Du skal: være pige, være mellem 170-180 cm høj og være mellem 14-30 årHusk at komme naturlig på dagenTop 5 får super fede præmier fra Femilet og Gosh Cosmetics og en kickstart til karrieren som model hos Bergmodels.Vinderen får derudover en gratis fotosession hos én af Danmarks dygtigste modefotografer.Dommerpanelet bliverModel Malkit Singhejer af Bergmodels Martin Sejer Femilet´s designer - Susanne Ravn.
Kontaktoplysninger:
Martin Sejer
E-mail: ms@bergmodels.dk
mandag den 8. juni 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar